Nyheder

 
15-06-2009 Dansk Poker Union ophører.
Den ekstraordinære generalforsamling har besluttet at opløse foreningen .

I den nærmeste fremtid bliver der afgjort flere sager der vil få betydning for dansk pokers fremtid.

For det første falder der dom i sagen mod Frederik Hostrup. Er turneringspoker, i lovens forstand, hasard eller ej? Dernæst er der sagen om konfiskation af penge vundet på internetpoker. Og sidst ,men ikke mindst, er der et lovforslag på trapperne der efter al sandsynlighed vil lovliggøre turneringspoker med begrænset indskud. Netop denne lovliggørelse af turneringspokeren har været en af hjørnestenene i Dansk Poker Unions arbejde. Ikke mange levnede os en chance da vi i sin tid meldte ud at det politiske lobbyarbejde og påvirkning af beslutningstagere var vejen frem hvis man ønskede at lovliggøre de danske pokerklubbers virke.

Dette ser nu ud til at skulle lykkes.

Set i lyset af at Dansk Pokerforbund efter fusionen med Dansk Pokersport blevet en organisation der i den grad ligner det gamle DPU, mener bestyrelsen at tiden er kommet til at nedlægge vores forening.

Vi synes ikke der længere er nogen grund til at have mere end en organisation for danske pokerspillere.

Vi ønsker derfor det nye forbund god vind.

Tak til alle jer der i tidens løb har støttet DPU.


På bestyrelsens vegne


Jørn Byberg



01-12-2008 Vedrørende landsretsdommen

Vedrørende landsretsdommen hvor en arbejdsløs mand er blevet idømt bøde på 5000 kroner, fordi han dagligt spillede poker på nettet. Gevinst på 194.000 kroner havnede i statskassen.


Vi er i DPU bekymrede over den dom, der er faldet, idet den ser ud til at kriminalisere en stor del af de danske internetpokerspillere. Vi er overraskede over dommen, da det under tilblivelsen af den nuværende Tips og Lottolov blev tilkendegjort, at formålet med lovgivningen var at ramme udbydere af ulovlige spil og ikke deltagere i samme. Daværende skatteminister Svend Erik Hovmand: Den gældende tips- og lottolov indeholder et forbud mod deltagelse i ulovligt foranstaltede eller ulovligt formidlede væddemål. L111 ophæver dette forbud, således at deltagelse i ulovlige spil, hvad enten de udbydes på sædvanlig vis eller via internettet, er straffrit.

Da sagen rejser mange principielle spørgsmål omkring, hvornår man ’søger erhverv ved ulovlig hasard’ jf. § 203, håber vi, at en højesteretsafgørelse vil være med til at skabe klarhed angående internetpokerspilleres retstilstand.


Det er DPU’s holdning, at det bør være lovligt at spille internetpoker i Danmark uanset omfanget af gevinst eller spilleaktivitet.


Bestyrelsen



08-09-2008 Medlemsblad
Så er seneste nummer af Klør5 uploadet. Læs blandt andet interview med Philip Hilm og Halfrek.

20-07-2008 Medlemsblad
Så er de 2 seneste medlemsbladet uploadet. Se mere under medlemsblad i menuen.

10-11-2007 Medlemsblad

Så er det seneste nummer af Dansk Poker Unions medlemsblad blevet uploadet. Pt. er det kun muligt for medlemmer at downloade bladet. Er du ikke medlem endnu så skynd dig at gøre det her på siden.

Philip Hilm skriver bla. om sin spillestil ved års WSOP, en lang artikel om Las Vegas og WSOP samt meget mere.


Dette betyder også at forrige nummer nu kan downloades her.



14-07-2007 Medlemsblad
Så er det seneste nummer af Dansk Poker Unions medlemsblad blevet uploadet. Pt. er det kun muligt for medlemmer at downloade bladet. Er du ikke medlem endnu så skynd dig at gøre det her på siden.


Lars Bønding skriver bla. om starten på dette års WSOP, boganmeldelse af Psychology of Poker samt meget mere.

21-05-2007 Fantastisk nyt
Tillykke Danmark

Det ser ud til at den sunde fornuft endelig har sejret.


Justitsminister Lene Espersen (K) vil nu nedsætte et udvalg, der skal forberede en legalisering af poker. Det sker, efter at de Konservatives retsordfører Tom Behnke har taget sagen op.

»Det er ikke hasard at spille turneringspoker. Vi taler om ganske almindelige familiefædre, som mødes og spiller. Det gør de over hele landet med en indsats på omkring 300-400 kroner. Det må man ikke. Derimod må man gerne spille om penge, når det gælder banko, bridge og whist. Det vil jeg have lavet om på,« siger Tom Behnke.

»Poker har i sin tid været hasard, fordi man spillede på den måde, hvor man sad med et bundt pengesedler og spillede sig fra hus og hjem. Det skal man fortsat ikke kunne. Det, man til gengæld skal have lov til, er at dyrke sin hobby sammen med andre interesserede i foreningsregi,«


»Turneringer skal anmeldes, så myndigheder kan kontrollere, at det kun er turneringspoker, fordi regulær cash-poker - hvor man spiller om ubegrænsede kontantbeløb og ikke point - hører hjemme på landets casinoer.«


Det er dejligt at de politiske udmeldinger der fulgte i kølvandet på DPU´s fortræde for folketingets retsudvalg nu bliver fulgt op af konkrete tiltag.

Godt at opleve at den politiske kamp for at få lovliggjort turneringspoker åbenbart kan bære frugt.


Lidt malurt skal der dog åbenbart dryppes i bægeret i form af lederen af Dansk Center For Ludomani Michael Jørsels kommentarer:


»Jeg er ikke enig med Tom Behnke. Langtfra. Poker er giftigt, fordi det er et meget hurtigt spil. Det er kort og godt et hasardspil. Og det kan godt være, at du kun kan tabe 300-400 kroner, men kan du vinde 10.000 kroner, så kan folk få så meget blod på tanden, at de går andre steder hen for at spille om mere,« siger Michael Bay Jørsel.


Kære Michael Jørsel  vi har stor respekt for dit arbejde. Der er ingen tvivl om at poker på Internettet genererer ludomaner og at oplysning og behandling af disse er yderst nødvendigt – men du må  melde ud så vi kan forstå! Er en pokerturnering et hurtigt spil? En pokerturnering strækker sig over flere timer, ja til tider over flere dage! Det kan med al rimelighed ikke betragtes som hurtigt hvad du jo også selv tidligere har givet udtryk for: Dette citat er fra 10/5 2006:

 »I turneringsform er poker så kontrolleret, at det ikke er værre end en bridgeturnering. Problemet kan komme, hvis folk fortsætter spillet på Internettet, for det er her, vi ser folk, der mister kontrollen«

Nu vil du så overbevise danskerne om at vinderen af en live pokerturnering stormer hjem foran computeren, formøbler sin gevinst foran skærmen, dernæst bliver ludoman og spiller sig fra hus og hjem? Helt ærligt - den må du længere ud på landet med. Men at cash games på nettet er super farligt, det kan vi kun give dig ret i. Derfor er det også vigtigt at skille tingene ad og ikke fare frem med bombastiske udtalelser der ikke har hold i virkeligheden. Skæg for sig og snot for sig. Live pokerturneringer for sig og online cash games for sig.


Jørn Byberg



18-05-2007 Pressemeddelelse
Pressemeddelelse :



Det svenske, norske og danske pokerforbund samt Dansk Poker Union mødtes
for første gang under de norske mesterskaber der netop er blevet afholdt i
Gøteborg.



Dette er første skridt og en god platform mod et endnu tættere nordisk
samarbejde i fremtiden.



Vi arbejder på forskellig vis men har fælles mål og fælles vanskeligheder
at overkomme, både når det gælder live poker og on line spil.



Den juridiske situation er forskellig fra land til land, men resultatet
det samme. Live Poker med indskud anses i alle afskygninger for ulovligt.



Vores mål er i første omgang at få live turneringer (freezeouts) gjort
lovlige og vi håber dette kan ske inden for overskuelig fremtid. Dette
fordi vi anser loven som den tolkes i dag for absurd, samt for at kunne
forebygge spilafhængighed og kriminalisering af spillere.



Vi er overbeviste om at Poker er kommet for at blive og ønsker at alle
skal kunne spille Poker i trygge og lovlige rammer.



Peder Månsson

Svenska Pokerförbundet



Fredrik Hostrup

Dansk Poker Forbund



Hanna Nilsson

Norska Pokerförbundet



Jørn Byberg Madsen

Dansk Poker Union


19-03-2007 Medlemsblad
Nu er det muligt for alle at downloade det seneste nummer af Klør5 - Dansk Poker Unions medlemsblad (februar 2007).

Læs blandt andet om en dag i studiet med brødrene Juhl, Lars Bønding skriver om hans tur til Five Diamond turneringen i Las Vegas samt meget mere.

22-02-2007 Medlemsblad
Så er det seneste nummer af Dansk Poker Unions medlemsblad blevet uploadet. Pt. er det kun muligt for medlemmer at downloade bladet. Er du ikke medlem endnu så skynd dig at gøre det på her.

Læs blandt andet om en dag i studiet med brødrene Juhl, Lars Bønding skriver om hans tur til Five Diamond turneringen i Las Vegas samt meget mere.

10-01-2007 Konkurrence vinder
Så er der trukket en vinder af konkurrencen fra seneste medlemsblad (november 2006). Den heldige (og dygtige) vinder af Harrington on Hold'em vol III & Doyle Brunson "Poker Wisdom of a champion" er på vej til Brian Kristensen.


Vi takker Pokershop.dk for at stille præmier til rådighed.

11-12-2006 Lang svartid

For over et år siden søgte DPU om godkendelse som folkeoplysende
forening. Dette blev i første omgang afslået, hvilket vi indsendte
en klage over. Nu over 12 måneder senere er der kommet svar på denne.


 


Til: Dansk Poker Union

att.: Jørn Byberg





Kære Jørn Byberg



Ved en gennemgang af verserende klagesager måtte Kultur- og Fritidsforvaltningens
Sekretariat desværre kontatere, at der tilsyneladende er sket en beklagelig
kommunikationsfejl i forhold til Dansk Poker Unions klage i forhold til Folkeoplysningsudvalgets
afgørelse om ikke at godkende Dansk Poker Union som folkeoplysende forening.




I anledning af foreningens klage har Kultur- og Fritidsforvaltningens Sekretariat
indhentet en udtalelse fra Fritid & Idræt, der er sekretariat for
folkeoplysningsudvalget og i denne forbindelse bl.a. udarbejder indstillingerne
til folkeoplysningsudvalget.



Af udtalelsen fra Fritid & Idræt fremgår bl.a. følgende:



"Baggrund

Foreningen Dansk Poker Union har i 2005 søgt om godkendelse som frivillig
folkeoplysende forening og ønsker at låne offentlige lokaler vederlagsfrit
til foredrag om fx skatteregler, ludomani samt til undervisning om spillet.


Folkeoplysningsudvalget gav på deres møde d. 23. august 2005 afslag
til foreningen. Foreningen har efterfølgende klaget til Klageudvalget.


Oplysninger om foreningen


Ifølge Dansk Poker Union er det ”intentionen at foreningens aktiviteter
skal omfatte undervisning i spillets facetter. Derfor arrangeres dels pokerskoler
med oplæg fra erfarne spillere der kan guide begyndere, dels ved på
klubaftener, via diskussioner at gå dybere ind i spillets nuancer. På
klubaftener og til pokerskolen vil der blive spillet pengeløse turneringer.
Foreningen vil forsøge at arrangere foredrag omkring emner som: Ludomani,
beskatningsregler, poker og jura, poker set som tidsfænomen, pokerspillerens
kompetencer etc.”



Foreningen spiller ca. hver 14. dag, afholder pokerskole og foredrag ca. 1
gang om måneden og deltager i casinoturneringer ca. 1 gang om måneden.



På nuværende tidspunkt spilles der ikke om penge i foreningen.
Man har dog fået en sponsorudbyder, der leverer pokerchips til foreningen,
og medlemmer spiller om disse pokerchips. Forvaltningen har kontaktet www.pokerudstyr.dk,
som oplyser, at pokerchips ikke har nogen værdi i sig selv, men tillægges
en værdi af spillerne.



Ifølge foreningens formand, er det dog intentionen, at man med tiden
ønsker at spille om penge. Derfor er der indsendt en ansøgning
til politiet om tilladelse til dette. Politiet har efter forespørgsel
fra forvaltningen oplyst, at foreningen aldrig vil få tilladelse til at
spille om penge. Politiet har i foråret 2005 givet foreningen afslag på
at afholde pokerturnering på Den Classenske Legatskole. Begrundelsen for
afslaget er, at ”poker er et kortspil, hvor udfaldet helt eller delvist
beror på tilfældigheder og som derfor efter fast retspraksis anses
for hasardspil... Med henvisning til de givne oplysninger vil der ved afviklingen
af den påtænkte pokerturnering være tale om hasardspil, der
jf. definitionen i straffelovens § 204, stk. 2 vil blive afviklet på
offentlig sted, hvorfor arrangørerne vil kunne straffes for overtrædelse
af straffelovens § 204, stk. 1, ligesom de deltagende spillere vil kunne
straffes for overtrædelse af straffelovens § 204, stk. 3. Københavns
Politi har derfor ikke mulighed for at imødekomme det ansøgte.”



Udover de ovenfor nævnte aktiviteter deltager foreningen også i
turneringer på forskellige danske kasinoer. Her spiller medlemmerne i
foreningens navn, og penge der tjenes ved turneringen går til den enkelte
spiller.



Begrundelse for afslag


Ud fra en samlet vurdering blev Dansk Poker Union indstillet til afslag med
følgende begrundelse:



"Poker er efter Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse et spil, hvor
gevinstmotivet spiller en væsentlig rolle. Uanset at det i den foreliggende
ansøgning er oplyst at foreningen ikke for nærværende har
tilladelse til at spille om penge, finder forvaltningen at et spil som poker
ikke falder indenfor FOL § 14, stk. 1, da aktiviteten ikke styrker medlemmernes
evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt i samfundslivet."






I det følgende ønsker Kultur- og Fritidsforvaltningens Sekretariat
at orientere Dem om det juridiske vurderingsgrundlag for Deres klage:



Indledningsvis ønsker Sekretariatet at orientere Dem om klageinstansens
kompetence.



Københavns Borgerrepræsentation har delegeret opgaver vedrørende
klager over Folkeoplysningsudvalgets afgørelse til Kultur- og Fritidsborgmesteren.
Klageinstansen skal påse, at Folkeoplysningsudvalgets afgørelser
er i overensstemmelse med lovgivningen og uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger.
Klageinstansens prøvelse af Folkeoplysningsudvalgets afgørelser
skal omfatte både retsregler og disses anvendelse i forhold til den konkrete
sag. Klageinstansen har som udgangspunkt også pligt til at tage stilling
til eventuelle sagsbehandlingsfejl i forbindelse med Folkeoplysningsudvalgets
afgørelser. Derimod bør der udvises tilbageholdenhed ved prøvelsen
af Folkeoplysningsudvalgets skønsudøvelse.



Det følger af folkeoplysningslovens §§ 7 og 14, at formålet
med den folkeoplysende voksenundervisning henholdsvis det frivillige folkeoplysende
foreningsarbejde er - med udgangspunkt i undervisningen/aktiviteten - at øge
den enkelte almene og faglige indsigt og færdigheder for at styrke evne
og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret
i samfundslivet.



Af formålsbeskrivelsen for Dansk Poker Union følger, at foreningens
formål er, at foreningens aktiviteter skal omfatte undervisning i spillets
facetter. Derfor arrangeres dels pokerskoler med oplæg fra erfarne spillere
der kan guide begyndere, dels ved på klubaftener, via diskussioner at
gå dybere ind i spillets nuancer. På klubaftener og til pokerskolen
vil der blive spillet pengeløse turneringer. Foreningen vil forsøge
at arrangere foredrag omkring emner som: Ludomani, beskatningsregler, poker
og jura, poker set som tidsfænomen, pokerspillerens kompetencer etc.


Omdrejningspunktet for foreningens aktiviteter er således utvivlsomt
spillet poker.



Af punkt 2.2.1. i Københavns Kommunes retningslinier for folkeoplysning
følger, at der ikke ydes tilskud til bl.a. bridge, skak og andre former
for spil. Endvidere må lægges til grund, at Poker ifølge
Københavns Politi efter fast retspraksis anses for at være et hasardspil.
Selv om Dansk Poker Union ikke har søgt om tilskud til foreningens aktiviteter
som sådan, men alene ønsker at få stillet lokaler vederlagsfrit
til rådighed, ændrer dette ikke ved, at der ved vurderingen af,
om foreningen opfylder lovens krav til en folkeoplysende forening, må
foreningens formål lægges til grund. Dette må bl.a. ses i
sammenhæng med folkeoplysningslovens § 4, stk. 3, nr. 2, hvorefter
en folkeoplysende forening bl.a. skal tilbyde folkeoplysende virksomhed efter
folkeoplysningsloven (for at kunne blive godkendt som folkeoplysende forening).
Endvidere fremgår af det punkt 3.1. i kommunens retningslinier for folkeoplysning,
at en folkeoplysende forening skal tilbyde folkeoplysende aktiviteter.



Uanset at klageinstansen normalt er tilbageholdende med at prøve folkeoplysningsudvalgets
skønsudøvelse, er det på det foreliggende grundlag Kultur-
og Fritidsforvaltningens umiddelbare vurdering, at Dansk Poker Union med det
omtalte formål må vurderes ikke at være en folkeoplysende
forening, da foreningen ikke ses at tilbyde folkeoplysende aktiviteter, jf.
lovens § 4, stk. 3, nr. 2. På det foreliggende grundlag vil Kultur-
og Fritidsforvaltningens Sekretariat derfor umiddelbart være enig i folkeoplysningsudvalgets
vurdering.




Kultur- og Fritidsforvaltningens Sekretariat ønsker med nærværende
henvendelse imidlertid i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 at
give Dem mulighed for at kommentere foranstående oplysninger. Såfremt
De har bemærkninger til foranstående, bedes Deres bemærkninger
fremsendt hertil, hvorefter sagen vil blive afgjort endeligt.



Med venlig hilsen



Klaus Vollstedt



11-12-2006 Medlemsblad
Så er det muligt at downloade DPUs seneste medlemsblad (nov. 06).

11-12-2006 Seneste svar fra ministeren.
Besvarelse af spørgsmål nr.546 af 11. september 2006 fra Folketingets Retsudvalg.

Spørgsmål:

”Ministerens kommentar udbedes til henvendelsen af 9. september 2006 vedrørende fastholdelse af No Limit Texas Hold’em turneringspoker som værende hasard, fra Dansk Poker Union, jf. REU alm. del – bilag 807.”

08-10-2006 Det "nye" DPU
Set i lyset af at det 1) har været svært at skaffe med at finde
frivillige kræfter til arbejdet i foreningen og 2) har været svært
at skaffe medlemmer, besluttede bestyrelsen at indkalde til ekstraordinær
generalforsamling med det formål at omlægge Dansk Poker Union. Dette
betyder at det er kommet nyt formål samt vedtægter for foreningen.
Der er også sket andre ændringer:


  •    Det er nu gratis at være medlem af
    Dansk Poker Union.

  •    Vores populære medlemsblad bliver gratis. Dem som er medlemmer af Dansk
    Poker Union vil modtage en email med et link til hvor det kan downloades når
    det udkommer.

  •    Nyhedsbrevet bliver kun for medlemmer. Det vil sige at hvis
    man ikke er medlem, så vil man ikke modtage vores nyhedsbrev. Er man derimod
    medlem, så vil man automatisk modtage dette.

  •    Dansk Poker Union skal leve af donationer fra firmaer og
    private.

  •    Fokusområder for Dansk Poker Union bliver at arbejde
    som lobbyorganisation med henblik på i at få gjort turneringspoker
    lovligt.

  • Disse ting blev vedtaget på den nyligt overståede extraordinære
    generalforsamling.

    Det nye formål kan læses her.

    Og de nye vedtægter kan læses denne side.

    Hvis du ønsker at støtte op om Dansk Poker Union og blive medlem
    kan dette gøres på denne side.

    08-10-2006 Brev til Folketingets Retsudvalg
    Som det kan læses i Horestas brev nedenfor, så har de desværre ikke helt sat sig ind i hvad det er vi I Dansk Poker Union ønsker. Derfor har vi sendt et brev til Folketingets Retsudvalg. Her gør vi opmærksom på at vi netop ikke ønsker mulighed for rebuy turneringer som Horesta skriver.
    I Danmark har vi valgt, at spil om penge kun skal kunne udbydes i et licenscireret regi. Dansk Poker Union mener, at en licens til at tilbyde turneringspoker i foreningsregi kan udformes til gavn for alle involverede.


    Læs hele nyheden samt download det afsendte brev her.

    13-09-2006 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
    Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling søndag d. 8. oktober 2006 kl 14.00
    Kære medlemmer Bestyrelsen har i den seneste tid overvejet Unionens fremtid.
    Det er ingen hemmelighed, at det har knebet med at finde frivillige kræfter til arbejdet i foreningen.
    Vores ønske om at kunne lave et samarbejde med de danske klubber frem mod afholdelse af Nordiske Mesterskaber har vist sig at kræve mere end den aktive del af foreningen kan gabe over, især når dette arbejde bliver lagt oven i de andre opgaver, der udføres i foreningen.
    Som en naturlig konsekvens af dette har bestyrelse erkendt, at man i Danmark ikke ønsker den model for en samlende organisation, som DPU har foreslået. Det synes vi selvfølgelig er ærgerligt, men da vi ønsker at skue fremad og vil det bedste for pokeren i Danmark, må vi være realistiske, tilsidesætte egne ambitioner, og i stedet gøre det vi synes vi er bedst til.
    Vi mener stadig at have en berettigelse som aktiv del af det danske pokermiljø. Vores politiske arbejde har rykket landets lovgivere. Justitsministeren fastholder rigtignok, at turneringspoker er hasard, men retsudvalgsmedlemmer repræsenterende et folketingsflertal ønsker turneringspokeren lovliggjort. Dette faktum skal partierne vedholdende holdes op på.
    Horesta har på vegne af casinoforeningen meldt sig på banen med et ønske om fortræde for retsudvalget. Deres indlæg i debatten kræver et modspil. DPU forfølger sagen med yderligere oplysninger til udvalget og ministeren. Det er i den forbindelse vores overbevisning, at det i fremtiden vil være essentielt, at vi på en sådan platform bedst og mest slagkraftigt kan optræde med mange medlemmer i ryggen. Som unionen i dag fungerer, kan vi ikke opnå en sådan støtte fra de danske pokerspillere.
    Bestyrelsen har derfor valgt at foreslå Dansk Poker Union omlagt fra at være en spillerforening til at blive en lobbyorganisation.
    Dette indebærer at Dansk Poker Union i fremtiden vil koncentrere sine kræfter på det politiske arbejde. Målet er stadig at få turneringspoker lovliggjort og midlerne de samme, men vi vil i fremtiden ikke være et alternativ til Dansk Pokerforbund.
    I forbindelse med den foreslåede omlægning indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen foreslår et nyt sæt vedtægter og et redefineret formål.
    Man kan læse bestyrelsens forslag til nye vedtægter og formål på unionens hjemmeside: www.danskpokerunion.dk
    Download vedtggtsforslag som PDF-fil her

    På bestyrelsens vegne

    Jørn Byberg
    Formand

    01-09-2006 Sidste opdatering af sagen med justitsministeriet
    I vores kørende sag med justitsministeriet, har HORESTA nu også meldt sig på banen med et brev til justitsministeriet.

    Vi har nu også fået svar på det seneste svar vi har fået af justitsministeriet.

    13-06-2006 Kom ud af busken Dansk Tipstjeneste.

    Dansk tipstjeneste besluttede for et år siden IKKE at tilbyde danskerne
    internetpoker.

    ”Vi har valgt at sætte planerne om net-poker i Tipstjenestens regi
    på stand by”, udtalte direktør H.C. Madsen dengang.

    I begrundelsen for denne beslutning anfører Tipstjenestens direktion
    at:


    ”Poker i den form det i dag udbydes på Internettet, ikke harmonerer
    med Tipstjenestens værdigrundlag, der baserer sig på troværdighed,
    underholdning, fornyelse og ansvarlighed.”


    ”Online-poker rummer således en lang række af de karakteristika,
    der gør spillet risikabelt for mennesker, der har svært ved at
    styre deres spillelyst”.


    ”Tipstjenesten finder det vigtigt at få afklaret, hvordan man kan
    reducere disse risikoelementer, før man evt. går ind på markedet”.


    ”Tipstjenesten finder også, at der er risiko for, at online-poker
    i Tipstjenestens regi generelt vil stimulere markedet og nære et illegalt
    spillemiljø”.


    I forbindelse med Dansk Poker Union’s fortræde for folketingets
    retsudvalg har et flertal i udvalget netop udtalt, at man ikke ser pokerspil
    om ubetydelige summer som værende hasard. Dette er forhåbentligt
    første skridt på vej mod lovliggørelse af turneringspoker
    i Danmark.


    Må jeg foreslå Dansk Tipstjeneste at kikke over Sundet?

    I Sverige har man netop lanceret Svenska Spel Poker.

    Det er blevet en stor succes. På 6 uger og uden at reklamere blev Svenska
    Spel Poker en af verdens femten største aktører (http://www.svenskaspel.se/pl.aspx?pageID=3068&newsID=115121).

    Kunderne har været glade for muligheden for at kunne chatte sammen på
    deres modersmål, mens de spiller, og for at få muligheden for at
    spille med egen valuta.

    Dertil kommer at brugerne værdsætter den sikkerhed, ansvarlighed
    og garanti Svenska Spel kan tilbyde. Man har simpelthen snuppet markedsandele
    fra udenlandske selskaber ved at tilbyde pokerspillerne et mere attraktivt produkt.


    Som Svenska Spel selv formulerer problematikken ” I de situationer då
    det redan finns känsliga spel på marknaden, kan vi erbjuda alternativ
    som är mindre riskfyllda”.

    Udfordringen for Dansk Tipstjeneste bør nu være at tilbyde en form
    for internetpoker der harmonerer med Dansk Tipstjenestes værdigrundlag


    Men tipstjenesten vil ikke tilbyde dette populære spil. Vi skal ikke
    have mulighed for at spille online poker i samme trygge og troværdige
    rammer som vore svenske naboer.

    Pt. findes der et utal af steder på internettet, hvor der spilles netpoker.
    I sagens natur er det ikke alle udbydere, der er lige seriøse og ansvarlige.
    De danske netpokerspillere må, med dyrekøbte erfaringer til følge,
    kaste sig ud i opgaven med at finde seriøse udbydere i vrimlen af pokerrooms
    i cyberspace. Dansk Tipstjeneste foretrækker at lade danskerne selv skille
    skidt fra kanel, med alt hvad det indebærer, i stedet for at opstille
    et sikkert alternativ.

    Dansk Tipstjeneste må erkende sit sande ansvar og tilbyde netpoker på
    samme vilkår som Svenska Spel. For mig hellere end gerne i et fælles
    nordisk regi, hvor de statslige selskaber deler platform. Så får
    vi nemlig mulighed for at banke svenskerne – og det er altid godt.

    Shuffle up and deal.


    Jørn Byberg


    Formand Dansk Poker Union



    07-06-2006 Svar fra Justitsministeren
    Torsdag d. 4. maj var Dansk Poker Union til fortræde for Folketingets retsudvalg. Nu er der så kommet svar fra justisministeren.

    Læs here svaret her samt brevet som Dansk Poker Union har sendt tilbage til ministeren.

    01-06-2006 Fortrædet en succes.
    Torsdag d. 4. maj var en lille delegation fra Dansk Poker Union til fortræde for Folketingets retsudvalg.

    Vi har tavshedspligt på vegne af de fremmødte politikere og eventuelle kommentarer, de fremkom med. Men vi er glade for den forståelse for vores synspunkter Folketingets retsudvalg har udvist.
    Formanden for Retsudvalget, Tom Behnke har siden udtalt til pressen : Jeg mener klart, det skal være lovligt at spille poker – selvfølgelig ikke som hasardspil med en masse penge på bordet, men som en turnering, hvor folk betaler et indskud. Den form for turnering skal være lige så lovlig som en turnering i bridge eller jydewhist.

    Anne Bastrup følger op med følgende kommentar: Det er fuldstændigt gammeldags at forbyde det. Jeg bryder mig ikke om hasard, men der er ikke nogle, der mister en masse penge på den måde, som de vil lave turneringer.

    Udmeldingerne viser, at det i høj grad er elimineringen af risikoen for at folk kan tabe store pengebeløb der har banet vejen for et positivt syn på vores hobby.
    Indskuddet i den NL freeze out turnering, vi havde søgt om tilladelse til at afholde, var på 100,- kr.
    Endvidere har den måde Dansk Poker Union har grebet sagen an på, haft en indflydelse.
    Hele spørgsmålet om lovlighed ligger nu hvor vi ønskede det, nemlig hos Justitsministeren. Vi venter i spænding på en udtalelse fra den kant.

    08-05-2006 Fortræde for Folketingets Retsudvalg afholdt
    Dansk Poker Union har fået fortræde for Folketingets Retsudvalg.

    Læs mere under sagsagter om hvordan det gik og download de materialer DPU
    havde med.

    Tak til alle jer der er kommet med input til os.

    Specielt tak til Peter Hallberg der deltog i fortrædet og udarbejdede det skriftlige materiale samt til DPF’s advokat, advokatfuldmægtig Henrik Hoffmann, der kunne bekræfte vores tilgang til fortrædet.

    04-05-2006 Nyt medlemsblad
    Vi oplever desværre med jævne mellemrum, at nogle af vores medlemmer flytter og glemmer at oplyse DPU om den nye adresse. Dette kan betyde, at f.eks. medlemsbladet aldrig når frem. Er du medlem, og har du ikke modtaget bladet efter flytning, bedes du skrive til mail@danskpokerunion.dk og oplyse os om din
    nye adresse.


    Så er det nyeste nummer af Klør 5 sendt ud. Herunder en oversigt over hvad bladet indeholder.

    • Call eller All-in - artikel af Tobias Petersen og Kasper Malmskov

    • Bestyrelsens beretning (af Jørn Byberg)

    • Portræt og interview

      • The Hendon Mob - portræt og interview (artikel af Frederik Fanth)

      • Jav V. (artikel af Lisa Smith)



    • Boganmeldelser

      • Play Poker Like the Pros (Phil Helmuth) skrevet af Frederik Fanth

      • Harrington on Hold'em (DanHarrington) skrevet af Hans Kr. Mathiesen





    03-05-2006 Dansk Poker Union har fået fortræde for Folketingets Retsudvalg.
    Dansk Poker Union har fået fortræde for Folketingets Retsudvalg.
    Emnet for fortrædet er justitsministeriets henvisning til retspraksis som begrundelse for at klassificere turneringspoker som hasard jævnfør straffelovens §§203-204 .
    Dommen der ligger til grund kan læses på DPU's hjemmeside under "Sagsakter"
    Vi vil til fortrædet argumentere for vores påstand om at turneringspoker ikke er hasard da vi ikke mener den daværende dom dækker NL Texas Hold'em turneringspoker.
    Kom på banen med nogle argumenter vi kan præsentere for Retsudvalget. Vi har selvfølgelig en del argumenter i posen, men vill gerne have så mange som muligt, så fyr endelig løs.

    Venlig hilsen

    Jørn Byberg
    Formand Dansk Poker Union

    30-04-2006 Sommerpoker 2006 - aflyst
    I forbindelse med et møde afholdt i Copenhagen Poker Club, med deltagelse af bevilligspolitiet i København, blev Dansk Poker Union gjort opmærksom på at vores planlagte højskolekursus, Sommerpoker 2006, sikkert ville kunne skabe problemer for højskolen. Bevillingspolitiet oplyste at man efter at have konsulteret den juridiske afdeling har besluttet at tolke § 203 således at man som udlejer af lokaler hvori der bliver spillet poker vil kunne blive dømt for at søge erhverv ved hasardspil. Dette afstedkom denne korrespondance med Randers Politi:

    Randers Politi oplyser at der ikke vil kunne gives tilladelse til at afholde sommerpoker 2006.

    Til Jørn Byberg
    Dansk Poker Union

    Vedr. din henvendelse om "sommerkursus" i poker spil.

    Vi har i den senere tid fået mange henvendelser om poker spil.
    Det meget korte svar er, at poker tolkes som hasardspil og politiet derfor ikke har mulighed for at give tilladelse til et sådant spil.
    Din mail betraktes som en "henvendelse" og ikke som en ansøgning. Jeg vil derfor bede dig kontakte Tilladelseskontoret på 8710 1448.

    Venlig hilsen
    Arne Binderup
    politiassistent l

    Jeg har netop ringet til Randers Politi og ser ingen grund til at søge om tilladelse, da svaret er givet på forhånd.
    Højskolen vil kunne blive dømt for at søge erhverv ved hasardspil.
    Kurset er hermed aflyst.
    Kort og godt sur røv. :-(

    Venlig hilsen og god sommer trods alt

    Jørn Byberg

    Formand Dansk Poker Union

    29-03-2006 Pokerskole
    Så er der kommet information omkring vores næste pokerskole. Denne afholdes d. 23. april 2006. Læs mere på Pokerskole

    09-03-2006 Højskolepoker
    Den Skandinaviske Designhøjskole afholder fra d. 16 til d.22 Juli, i samarbejde med Dansk Poker Union, pokerkursus for interesserede. Det er første gang en højskole danner rammen om et pokerkursus.
    Læs mere her

    19-01-2006 Forsinket referat
    Nu er det med lidt forsinkelse også lykkedes at få referatet fra det udskudte møde d. 10. oktober op på hjemmesiden.

    11-01-2006 Profil & klubsamarbejde.
    Vi har nu fået udarbejdet en DPU-profil samt et oplæg til samarbejdsaftaler med danske pokerklubber. Disse er at finde her på siden under ”Om DPU”.

    Læs mere om klubsamarbejde her
    Læs mere om profil her

    10-01-2006 Trist nyt
    Som bekendt ansøgte DPU Københavns Politi om tilladelse til at afholde en pokerturnering med et buy in på 100 kr. pr mand. Denne ansøgning blev afslået. Vi benyttede vores ret til at påklage afgørelsen til justitsministeriet. Civil og Politiafdelingen har nu svaret.

    Justitsministeriets afgørelse: Efter en gennemgang af sagen finder justitsministeriet ikke grundlag for at tilsidesætte Politidirektøren i Københavns afgørelse.

    Vi fik altså ikke medhold.

    Justitsministeriet henholder sig til retspraksis.
    Vi vil senere kommentere afgørelsen nærmere, da vi mener justitsministeriets beslutning er truffet på et forvansket grundlag.

    10-01-2006 Julefrokost afholdt
    Dansk Poker Union takker alle de opmødte til dette års julefrokost.
    Julefrokosten forløb i bedste juleånd i december måned. Det var en munter og temmelig våd eftermiddag og aften på Hatten Bar.

    10-01-2006 Læserbrev i Berlingske Tidende og Politikken.
    30/10 2005 bragte Berlingske Tidende et læserbrev skrevet af Dansk Poker Unions formand Jørn Byberg. Læs det her.
    Også i Politiken har Dansk Poker Union haft et læserbrev. D. 18/11 2005 spurgte Jørn Byberg lidt provokerende om poker er hasard? Læs det her.

    01-11-2005 Medlemsblad
    Så er det nye medlemsblad sendt ud til alle medlemmer.

    01-11-2005 Julen nærmer sig.
    I forbindelse med julen vil vi i DPU gerne afholde en julefrokost for jer medlemmer.
    Det kommer til at foregå d.17. december på Hatten Bar. Det vil være
    gratis at deltage. Send blot en mail med jeres navn og medlemsnummer til mail@danskpokerunion.dk.


    Desuden kan I nu bestille en julegavepakke til en af jeres venner. En sådan
    pakke koster 200 kr. og består af en gaveæske med et medlemskort,
    dette nummer af Klør 5 samt et spil kort. Nu kan du altså få
    meldt kæresten, pokervennerne eller din mor ind i DPU. Du støtter
    samtidig en god sag og bliver fri for at traske rundt i kunstig sne og julefortravlede
    mennesker i din jagt på en god julegaveidé.

    Bestil julegaven inden d.12. dec. ved at sende os en mail med modtagers navn
    og adresse (til medlemskortet og medlemskartoteket). Du skriver også dit
    eget navn og adresse – eller den adresse gaven skal sendes til. Beløbet
    indbetales på vores foreningskonto (registreringsnummer: 0106 Kontonummer: 3486-883-390). Husk at skrive navn ved indbetaling.


    10-10-2005 Bondegårdspoker.
    Vi må desværre erkende at vi er løbet ind i nye problemer i sagen om indmeldelserne fra to arrangementer i Esbjerg.

    Det viser sig nu at indmeldelseslisterne er bortkommet i Esbjerg.

    En af arrangørerne har ligget i flytterod. Under denne flytning er der sket den beklagelige fejl at listerne er bortkommet.

    Beløbet for indmeldelserne er tilgået DPU.

    Vi ville gerne kanalisere pengene tilbage til de mennesker der har betalt, men intet har fået for deres penge. Det er i sagens natur vanskeligt da vi
    ikke har navnene på de implicerede.

    Vi vil i stedet forsøge at arrangere en turnering i Esbjerg, hvor der vil være gratis deltagelse. Der vil ikke være krav om medlemskab
    af DPU. Mere information om dette senere.



    Der har i forbindelse med sagen i Esbjerg verseret rygter om at politimesteren i Esbjerg Poul Løhde skulle acceptere pokerturneringer med buy in.

    Vi forespurgte og fik svar. Læs her


    25-09-2005 Pokerskole
    Pokerskole Søndag d. 16 Oktober Kl. 15.00 i Århus

    Så er DPU's pokerskole kommet til Århus. Pokerskolen vil foregå i Aarhus Pokerklub's lokaler på adressen: Aarhus Pokerklub, Silkeborgvej 268, 8230 Åbyhøj.

    Pokerskolen vil i denne omgang handle om tells v. Lisa Smith ud fra bogen: "Caros' book of poker tells". Hvordan afslører dine modstandere, hvem de er, og hvilken værdi deres hænder har?"

    Efter pokerskolen vil der være en turnering med sponsorerede præmier.

    Der er plads til max 80 deltagere derfor er tilmelding nødvendigt. Tilmelding sker på Pokerskole efter først til mølle princippet.

    Vel mødt
    Dansk Poker Union

    11-09-2005 Medlemsblad
    Medlemsbladskonkurrencen er afgjort. Vinderen blev Ole Fjeldgaard Kristensen.

    Vi siger tillykke til Ole med Super System 2.

    Glæd dig til at se det nye navn, når det nye blad udkommer.

    06-09-2005 Næste Pokerskole
    Pokerskole Søndag d. 16 Oktober Kl. 15.00 i Århus Så er DPU's pokerskole kommet til Århus.

    Pokerskolen vil foregå i Aarhus Pokerklub's lokaler.

    Pokerskolen vil i denne omgang handle om tells v. Lisa Smith ud fra bogen: "Caros' book of poker tells".
    Hvordan afslører dine modstandere, hvem de er, og hvilken værdi deres hænder har?"

    Efter pokerskolen vil der være en turnering med sponsorerede præmier.

    Der er plads til max 80 deltagere derfor er tilmelding nødvendigt. Tilmelding sker på her efter først til mølle princippet.

    Husk et der kræves medlemskab af Dansk Pokerunion for at deltage i pokerskolen, der kan købes prøvemedlemskab til 30,- og 1 års medlemskab for 180,- på stedet.


    Vel mødt

    Dansk Poker Union

    24-08-2005 Dansk Poker Union og Bondegaardspoker
    Der har desværre været en del misforståelser omkring Dansk Poker Unions forhold til Bondegaardspoker.dk, og de turneringer Esbjerg poker klub har afholdt. Vi vil for at rydde op i misforståelserne her redegøre for DPUs kontakt til Esbjerg Poker Klub.

    Læs mere her.

    15-08-2005 Pokerskole
    Så er der kommet information omkring vores næste pokerskole. Denne afholdes d. 28. august 2005. Læs mere på Pokerskole

    Der kommer en pokerskole mere d. 25. september. Her vil det meget aktuelle emne om snyd blive taget op. Der vil komme en tryllekunstner og give gode råd til hvordan man spotter en svindler.

    Pt. bliver der også arbejdet på at få stablet en pokerskole på benene i Århus. Her er dato ikke fastlagt endnu.

    15-08-2005 Referat
    Referat fra sidste bestyrelsesmøde er nu lagt på nettet.

    10-08-2005 Pokerskole oplæg
    Så har vi også fået lagt oplæggene fra vores første 2 pokerskoler ud på hjemmesiden. Disse kan hentes på siderne fra de enkelte dage. Se mere her:
    Pokerskole

    16-07-2005 Medlemsblad
    Det andet DPU medlemsblad er nu sendt ud til medlemmerne. Hvorfor det første
    medlemsblad nu kan downloades her på hjemmesiden. læs mere under
    aktiviteter.

    22-06-2005 Referater
    Referater fra ekstraordinær generalforsamling samt sidste bestyrelsesmøde er lagt ud på hjemmesiden

    22-06-2005 Klage til justitsministeriets .
    DPU har pr. 28. marts 2005 søgt om tilladelse til at afholde pokerturnering. Dette blev desværre afslået hvorefter vi har taget sagen videre til justisministeriet. Se alle sagens akter på under menupunktet Om DPU eller direkte på sagsakter

    21-06-2005 Pokerskole afholdt
    Vores sidste pokerskole inden sommer er blevet afholdt. Nye vil blive gentaget til efteråret. Læs mere på Pokerskole

    21-06-2005 Forlænget svartid i juli måned
    I juli måned vil man kunne forvente forlænget svartid ved henvendelse til DPU, da vi grundet sommerferie kører på halv kraft.

    09-06-2005 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
    Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Dansk Poker Union søndag d. 12/6 2005 kl. 12.00 på Hatten Bar, Hegningen 18 ved Grønjordskollegiet på Amager – lige ved metrostationen: Universitetet/DR-byen.

    Grunden til, at vi har valgt at indkalde til denne ekstraordinære generalforsamling, er dels, at vi i bestyrelsen ønsker at indlede et samarbejde med pokerklubber og dels at der til generalforsamlingen i januar ikke blev valgt et femte medlem af bestyrelsen.

    Du har nu som medlem af foreningen mulighed for at stille op til bestyrelsen og gøre et stykke arbejde for pokeren.
    Vi håber på stort fremmøde.

    Dagsorden:

    1) Valg af dirigent
    2) Valg af referent.
    3) Oplæg om samarbejde med pokerklubber
    4) Vedtægtsændringer. Se bilag
    5) Indkomne forslag
    6) Valg af bestyrelsesmedlem
    7) Eventuelt

    15-05-2005 DPU pokerskole
    Den sidste pokerskole i denne omgang løber af stablen Søn 12 /6 kl. 14.00 til 18.00.
    Skoledelen varer ca. 45 min.
    Dernæst en turnering for max 35.

    Vi håber på en hyggelig eftermiddag.

    Pokerskole

    02-05-2005 Konkurrence-vinder
    Vi har trukket lod blandt vore medlemmer om et chipssæt fra pokerudstyr.dk, og vinderen blev medlem nr. 12, Gert Rasmussen. Vi ønsker Gert tillykke og ønsker ham rigtig god fornøjelse med sine nye pokerchips.

    10-04-2005 Webrettelser
    Kontaktside oprette. Ludomani uploaded. Div. smårettelser til site.

    03-04-2005 Referat og pokerskole
    Referat fra sidste bestyrelsesmøde er nu lagt på nettet. Pokerskole uploaded.

    20-03-2005 Bestyrelsen på nettet.
    Bestyrelsen er nu kommet på hjemmesiden med billeder…

    08-03-2005 Dagsorden
    Dagsorden til næste møde er lagt på nettet

    08-03-2005 Forum på hjemmesiden
    Upload af forum på unionens hjemmeside.

    07-03-2005 Samarbejde med Pokerudstyr.dk
    Vi har lavet et samarbejde med Pokerudstyr.dk. Dette betyder bl.a. at de vil afhjælpe med præmier til f.eks. konkurrencer etc.

    21-02-2005 Referat
    Referat fra sidste bestyrelsesmøde er nu lagt på nettet.

    10-02-2005 Nyhedsbrev
    Så er det også muligt at tilmelde sig vores nyhedsbrev, som vil udkomme en gang om måneden.

    10-02-2005 Medlemsblad i støveskeen.
    Det er bestyrelsens målsætning at udgive et medlemsblad en gang i kvartalet. Vi arbejder på at få et blad klar til marts/april og sætter pris på respons fra interesserede pokerspillere. Hvad vil du som pokerspiller gerne læse om? Har du en idé til en artikel? Og har du måske lyst til at selv at skrive? Så lad os endelig høre fra dig.

    03-02-2005 Pressemeddelelse
    Pressemeddelelse er nu også lagt ud i pdf format.

    02-02-2005 Hjemmeside opdateret
    Hjemmeside opdateret. Pressemeddelelse, referat fra sidste bestyrelsesmøde og indmeldelsesformular lagt op på siden.